SexologSigne.dk

 

Nyheder

• SexologSigne.dk »
SexologSigne.dk er nu i luften.

 


Artikler.

Fra "Magasinet Dating" Januar 2008

Lidt single er man vel altid

af Signe Vandrup Bentzen, Sexolog & Parterapeut

 

Han var sindssyg hot! Mads var arkitekt, 36 og et perfekt match for Helene. Det var ham, der havde fundet hende på Dating.dk. Sikke breve, han sendte hende. De kunne skrive sammen i timevis - om alt muligt. I løbet af tre uger havde de fortalt hinanden ting om dem selv, som de aldrig havde fortalt andre. De klikkede simpelthen og Helene var helt oppe at køre. Nu måtte de mødes – også selvom Mads boede i den anden ende af landet. Troede Helene. For en nat, da hun var i byen med vennerne, løb hun ind i Mads. Han var til after-julefrokost med nogle kolleger, og da hun fik gået ham lidt på klingen en hel del drinks senere, viste det sig, at ikke alene boede han mindre end 500 meter fra Helene. Mads var også gift…og havde børn. På 3, 5 og 12.

 

Trist historie? Ja. Men ikke ualmindelig. Vi hører om dem hele tiden. Mænd, som udgiver sig for at være singler på datingportalerne, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være temmelig gifte. Birgit Berthelsen, sexolog og redaktør på Scor.dk skønner, at ca. 25 pct. af de single profiler, der findes rundt om på portalerne i virkeligheden er oprettet af gifte mænd. Hvorfor kan man spørge sig selv? Hvad får de ud af det? Og hvordan ser deres samvittighed egentlig ud? ”Ja, den kan da ikke være særlig ren!”, tænker mange kvinder nok nu. Og med rette! Måske.

 

De fleste ”single”-ægtemænd, jeg har talt med, har det faktisk ikke særligt det godt med at lyve omkring det. De ved godt, at det ikke er i orden, men… ”Jeg gør det, fordi jeg er nødt til det!” Beretningerne lyder ofte lidt a la Henriks: ”Min kone og jeg har i fem år levet sammen fordi hun bare ikke vil skilles. Der er jo børnene. Vi bliver sammen for, at de ikke skal blive skillesmissebørn og skal til at deles mellem os. Jeg ville egentlig godt skilles, men jeg er bange for, at hun vil holde mig fra mine børn og så er der alt det økonomiske som huset og firmaet osv. Når man har været gift 9 år, ja så er tingene jo ret sammensmeltede og komplicerede. Så er det faktisk den eneste løsning, jeg lige kan få øje på. At vi fortsætter med at leve sammen – og at jeg går ud i byen, bliver glad og får sex igen.”

 

De fortæller om konstante seksuelle afvisninger, skænderier og kulde og om trusler om økonomisk ruin og om blive afskåret fra kontakt til børnene, hvis ordet skillesmisse er blevet bragt på banen. De synes, at de jo har en vis ret til at søge varme, sex, og nogle gange kærlighed, et andet sted.

”Når nu man ikke kan få det derhjemme”… Men de ved samtidigt godt, at det er de færreste kvinder, der falder for en afkrydsning i feltet ”Gift”. Når det så kommer til en afvejning af, hvad der er fair overfor andre og hvad de selv har brug for, ja så vinder deres egne behov altså. Det kan vel i grunden ikke undre nogen.

 

Jamen handler det så bare om sex og det mest behændige? Og skal de ikke opføre sig anstændigt overfor de kvinder, der leder efter en potentiel kæreste? Er gruppen af gifte single-mænd bare en flok kujoner, der er bange for deres egne skygger (læs koner) og ikke tør stå ved dem selv og deres behov?

 

Okay - men hvad så med dem, der begyndte som singler og fandt kærester, men aldrig har slettet deres profil igen? I denne gruppe skønner Birgit Bertelsen, at der er lige mange mænd og kvinder. Det handler om at holde en bagdør åben for hvad nu hvis. Hvad nu hvis, det alligevel ikke er dét eller at han viser sig at være et fjols eller han faktisk ikke elsker mig - eller hvis nu der kommer en anden, der er lidt sødere, smukkere, sjovere, mere sexet osv osv? Er det så i orden? Kan man holde bagdøre åbne – og stadig være 100 pct. dedikeret overfor den kæreste, man har nu? Er det ikke en slags utroskab stadig at være ”åben for muligheder”, når ens kæreste tror, at man valgt ham? Er det ikke helt vildt uærligt og moralsk forkasteligt - måske lige så meget som single-ægtemandens metode? Og hvem er så mest single, mest utro, mest tarvelige og skurkagtige af dem?

 

Det er hårde spørgsmål og domme at fælde over mennesker, der befinder sig i usikre, svære og ofte fastlåste situationer. Er der da formildende omstændigheder? Ja, bestemt. People do things for good reasons! Hvis disse mennesker følte, at de havde andre muligheder eller løsninger på deres personlige situationer, ville de nok vælge dem, som vi andre står udenfor situationen og ser så klart. Men det er naturligvis fuldstændigt urimeligt og uacceptabelt at være i den modtagende ende af sådan en ”løsning”. 

 

Hvordan undgår man så at være i den modtagende ende? Helt at udelukke at manden er gift, kan du nok ikke, MEN hvis han kun er logget på portalen, når han er på arbejde – og kun yderst sjældent i dagtimerne i weekenden, hvis han kun giver dig sin arbejdsmail/nummer, hvis han kommer med mange undskyldninger for, at I altså ikke kan mødes hjemme hos ham. Ja, så skal du nok lige tjekke ham lidt nærmere ud. Det kan være et tilfælde, men det kan også være, at du har fundet dig en gift single-mand.

 

Bonus info: Der findes naturligvis også single-profiler, skrevet af kvinder, men tallet her menes at ligge under 5 pct. Det rejser jo en masse andre spørgsmål, som kunne være spændende at få svar på som fx er kvinder mere modige end mænd? – eller er mænd bare i højere grad villige til at indgå i et forhold med en gift partner end kvinder er? Og i så fald hvorfor?

 

 

 

 

 

 

 


Brug menubjælken til at navigere rundt på siden, eller retunér til forsiden ved at klikke på "Velkommen"